Min søn er 12.
Han er for stor til godnatsange og højtlæsning, men endnu ikke for stor til lige at ligge lidt i mørket, inden søvnen tager over. Det er dér, jeg har fundet et nyt ritual: vi taler sammen. Ikke om lektier eller hvad der skal ske i morgen, men om livet, tanker og følelser.
Jeg har lavet et sæt spørgekort, som vi trækker ét af hver aften. Ét lille spørgsmål, der åbner for en stor samtale.
Hvorfor jeg begyndte
Det startede med, at jeg opdagede, hvor let det er at glide hen i de samme spørgsmål hver dag.
“Har du haft en god dag?”
“Ja, den har været ok.”
Og så er den samtale ligesom lukket.
Børn lærer hurtigt, at det er sådan, man gør. De hører os voksne gøre det hele tiden:
– “Hvordan går det?”
– “Fint, tak.”
Et venligt ritual, men uden dybde. Vi stiller spørgsmålet af høflighed, ikke af nysgerrighed.
Og uden at vi lægger mærke til det, mister vi kontakten til, hvordan vi egentlig har det.
Jeg ville ikke have, at det skulle blive sådan mellem os to.
Jeg ville gerne bevare adgangen til hans tanker, inden verden begynder at blive alt for larmende.
Et spørgsmål kan åbne en hel verden
Så i stedet for at spørge hvordan har din dag været?, spørger jeg:
“Hvad gjorde dig glad i dag – og hvorfor?”
Eller:
“Hvis tanker havde farver, hvilken farve ville dine have i dag?”
Det lyder simpelt, men det ændrer alt.
Når man spørger på en ny måde, får man et ærligt svar – ikke bare et reflekshøfligt “fint”.
Han stopper op. Tænker. Smiler måske lidt.
Og så fortæller han noget, jeg aldrig ville have hørt ellers.
De stille minutter inden søvne
Der er noget helt særligt ved tidspunktet.
Når lyset er slukket, og verden er stille, bliver tankerne langsommere.
Han tør dele mere.
Jeg tør lytte bedre.
De samtaler har givet os noget, jeg ikke helt havde forudset:
en dybere forståelse for, hvem han er på vej til at blive.
Ikke bare som mit barn, men som menneske.
Og måske lige så vigtigt – jeg lærer ham, at det er helt normalt at tale om følelser, tvivl og tanker.
At man ikke behøver at have et klart svar, for at kunne dele det, man tænker.
Hvorfor spørgekort virker
Kortene virker, fordi de bryder autopiloten.
De gør det lettere at komme i gang med en samtale, der føles naturlig.
De minder os om, at der altid er noget at tale om – selv på de dage, hvor man egentlig bare er træt.
De hjælper os også voksne med at øve nysgerrighed.
I stedet for at lede efter et rigtigt svar, lærer man at være i det åbne:
– “Hvad tror du, meningen med livet er?”
– “Hvis du kunne sende et brev til alle børn i verden, hvad ville du skrive?”
Det er ikke tests, men invitationer. Små broer mellem to hjerner, der prøver at forstå hinanden lidt bedre.
Et lille ritual med stor effekt
Nogle aftener bliver samtalen kort.
Andre gange tager den fart, og vi glemmer tiden.
Nogle gange griner vi, andre gange bliver det stille.
Men hver eneste gang føles det, som om jeg får lov at låne lidt af hans verden.
Det er egentlig alt, jeg håbede på:
At han mærker, at jeg er der.
At han føler sig set.
Og at han lærer, at tanker er noget, man kan dele – ikke gemme.
Hvis du selv vil prøve
Du kan også lave dine egne samtalekort.
Skriv spørgsmål på små sedler og læg dem i et glas ved sengen.
Træk ét kort hver aften.
Ikke som en pligt, men som et fælles åndehul.
Her er nogle eksempler fra vores sæt, for Storm har også været med til at stille spørgsmål:
- Hvornår føler du dig allermest tryg?
- Hvad betyder det at være en god ven?
- Hvad ville du ændre, hvis du var statsminister i en uge?
- Hvad tror du, verden prøver at lære os mennesker lige nu?
Det kræver ikke meget – bare et øjeblik og et ærligt øre.
Men de minutter er blevet noget af det mest værdifulde, jeg har som far.
Måske fordi de minder mig om, at selv når børn vokser, har de stadig brug for det samme som os voksne:
At nogen gider lytte – for alvor.
